Esrum Kloster og Nationalparken Kongernes Nordsjælland

Kan en socialøkonomisk virksomhed, der udvikler unge og voksne med særlige behov, have et meningsfyldt samarbejde med en oplevelsesattraktion og en nationalpark, der tiltrækker publikum fra nær og fjern? Sagtens!

På Esrum Kloster & Møllegård går de to ting hånd i hånd. Vores elever og medarbejdere udgør en vigtig del i arbejdet med at passe og pleje oplevelsesattraktionen Esrum Kloster og Nationalparken Kongernes Nordsjælland. Kildens elever og medarbejdere bidrager ved events, som Esrum Kloster står bag hen over året. Endelig driver vi Møllecaféen, som servicerer publikum med mad og drikke.

I samarbejde med Esrum Kloster og Møllegård inviterer Kilden til Folkekøkken seks gange om året. Kildens unge forbereder Folkekøkkenet: De dækker de flotte langborde, laver borddekorationer, tilbereder maden, anretter og serverer til selve Folkekøkkenet. Billetter kan købes på Esrum Kloster og Møllegårds hjemmeside.

Omvendt giver Esrum Kloster og Nationalparken Kongernes Nordsjælland med sit store publikum os mulighed for at udvikle Kildens unge og medarbejdere i præcis de virkelighedsnære rammer, der er så vigtige for dem. Når de bidrager til at vedligeholde området og møder publikum som repræsentanter for stedet, så opnår de at både se og føle, at de bidrager med meningsfyldt arbejde, der er værdsat og vigtigt for oplevelsen på stedet. Og det rykker!